Vi har brug for hjælp – på selve dagen som skræmmer – men måske er du den som vil have din helt egen skræmmestation?

Lørdag d. 30. oktober, fra 19 – 21, afholder Borgerforeningen det årlige Halloween arrangement i bakkerne – Borgerforeningens først arrangement i over 1½ år.

En forudsætning for at gennemføre arrangementet er et stort antal frivillige, som på selve dagen vil lade sig sminke, for derefter, at skræmme bunden ud af bukserne, på børn og voksne.

Ud over de folk som skal bruges på selve dagen, vil vi i år gerne se om det er muligt at få tilknyttet et antal frivillige, som deltager lidt mere i selve planlægningen.

Tanken er, at man alene – eller som gruppe – får ansvaret for et område – en såkaldt “Skræmmestation”.

Hvad der sker i området er op til de ansvarlige selv så længe det holder sig inden for aftenens tema.

Kan du se dig selv som skræmmer – eller måske endda som indehaver af byens bedste “Skræmmestation” – den som alle taler om indtil næste år – så tilmeld dig facebook gruppen herunder:

En kæmpe succes

Arrangementet har alle de tidligere år været en kæmpe succes med masser af grin, gråd og gysen.

I 2019 var der Ca. 400 børn og voksne som trodsede frygten og tog turen rundt på Syvhøjstien – og Borgerforeningen kan garantere nogle fornøjelige timer for alle de frivillige hjælpere.

Vi skal bruge

Der vil her og nu være brug for:

  • Et antal personer, som frem til selve dagen, vil være med til at planlægge og opbygge hele arrangementet.

På selve dagen vil der derudover være brug for:

  • 3-5 hjælpere som vil holde liv i et par bål, varme kakao og styre grill´ning af skumfiduser.
  • 10 – 15 “skræmmere” som vil lade sig udklæde og skræmme børn og voksne (minimum 17+, men voksne er især velkomne)
  • En del folk som vil være med til at sminke og påklæde (der må være nogen derude med den slags evner).

Borgerforeningen står for alt det praktiske hvad angår indkøb, udlevering af udklædning, sminke m.m., men der er brug for mange hænder for at arrangementet kan lade sig gøre.

Vi har i år valgt at samarbejde via en lukket Facebook gruppe som findes her:

Vi håber at der er mange som har lyst til at give en hånd med ved dette fantastiske arrangement.

Hold dig ikke tilbage selvom du måske ikke lige kender nogen – det er den perfekte måde at møde nye mennesker på.

Vi skal gerne have holdet stillet hurtigst muligt – så tilmeld dig allerede nu gruppen, hvis du har lyst til at være med til at gøre en forskel :-).

På forhånd tak for hjælpen

Peter
Havdrup Borgerforening